Edderkoppespind kan bruges til robot-teknologi

Edderkoppespind kan burges til robotter

Edderkoppens evne til at producere spindelvæv kan komme fremtidens robotter til gavn. De ottebenedes specielle teknologi forventes at kunne give robotter kunstige muskler. Sådan lyder det fra et internationalt hold af forskere.  

Høj luftfugtighed får trådene til at vride sig

På trods af en lethed er spindelvæv stærkere end stål. De elastiske tråde kan ved høj luftfugtighed rotere, trække sig sammen og sno sig kraftigt. Det viser en undersøgelse fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA.

Der skal være omkring 70 procents relativ luftfugtighed, før rotationen i silketrådene begynder. Vridningen har sammenhæng med den måde, aminosyret prolin i spindelvævet folder sig på.

Forskerne har undersøgt spindelvæv fra tre forskellige Edderkoppearter, nemlig Nephila edulis, Nephila pilipes, og Argiope versicolor. Ud over de tre arter undersøgte de også asiatiske menneskehår og silkesommerfulgelarvens tråde – men kun edderkoppens tråde vred sig ved stigning i luftfugtigheden.

Robotter kan få kunstige muskler

Det internationale hold af forskere har opdaget, at de har mulighed for at styre trådenes vridning nøjagtigt. Det kan de gøre ved at regulere den relative luftfugtighed i et cylinderformet kammer. De hænger en vægt på en silketråd, som roterer, når luftfugtigheden når et vist niveau.

Ved at anvende et materiale med samme egenskaber som silketrådens åbnes op for nye teknologiske muligheder. Forskerne har derfor nu planer om at udvikle et kunstigt materiale med samme egenskaber. 

Blandt andet er rotationen og vridningen kraftig nok til at kunne bruges som kunstig muskel til robotter. Ved at kopiere edderkoppens silketråde kan det blive muligt for forskerne nøjagtigt at styre bevægelser ved kontrol af luftfugtigheden. Forskerne forklarer ikke, hvordan det mere konkret kan lade sig gøre i praksis.

Det er på forhånd kendt, at fugtighed har en effekt på edderkoppens tråde. Man har vidst, at trådene trækker sig sammen ved øget luftfugtighed. Men det er nyt for forskerne, at trådene også roterer. Den nye viden kan få stor betydning for fremtidens robotter.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here