iOS 13-rygter: Sådan vil iPhone-apps ændre sig

iOS - Android

Til efteråret kan iPhone-brugere se frem til mange nye ændringer med iOS 13-opdateringen. Ejer du en iPhone, vil du blandt andet kunne nyde godt af højere hastighed i enheden og funktionen Dark Mode, som giver styresystem og apps et mørkere udseende.

Ændringerne er oplyst af nyhedsmediet Bloomberg, som angiver at have været i kontakt med kilder, der er ansat hos Apple. Af hensyn til deres job har kilderne ikke ønsket at tilkendegive deres identitet ifølge nyhedstjenesten.

Her kan du læse om ændringer i apps, der rygtes at ville ske til efteråret. Nyhederne er ikke bekræftet af Apple.

Ændringer i apps

iMessage

I iMessage vil det blandt andet blive muligt at oprette et profilbillede. Brugere af appen vil selv kunne bestemme, hvem der kan se billedet.  

Sundhed

Appen Sundhed bliver opgraderet, blandt andet på området Menstruation. Appen får også en høresundheds-sektion, der kan fortælle iPhone-brugeren, hvor højt personen afspiller musik – enten i hovedtelefoner eller via eksternt udstyr.  

Apple Maps

I Apple Maps kan iPhone-brugere til efteråret etablere oversigter over deres foretrukne lokationer. Hertil kan de tilføje et billede.

 Påmindelser

Appen Påmindelser vil få en ny hjemmeskærm med fire sektioner i forskellige farver. Sektionerne vil være noget i retning af ’i dag’, ’alle opgaver’, ’planlagte opgaver’ og ’opgaver med huskeflag’. 

Apple Books

Læser du bøger via Apple Books på din iPhone, vil du til efteråret kunne få gavn af belønninger, når du læser. Samtidig vil det blive angivet, hvor langt du er nået med læsningen.  

Find My iPhone og Find My Friends

De to separate apps Find My iPhone og Find My Friends vil blive forenet i én app ved navn GreenTorch.

Safari

Via Safari-appen vil iPhone-brugere kunne se en oversigt over deres samlede downloads.  

Mail


Det bliver muligt at blokere uønskede mails fra udvalgte kontakter i Apple Mail.   

Apple vil præsentere nyheder til iOS-systemet på iPhone i begyndelsen af juni ved den årlige konference Apple Worldwide Developers Conference.