Kunstig intelligens afslører: Hjernen kender valget, før du træffer beslutningen

Skal du vælge te eller kaffe, og hvilken jakke skal du tage på til dagen? Allerede fra morgenstunden bliver vi stillet over for flere valg, og i løbet af en dag foretager vi mange tusinde af dem.

Nu har en forskningsgruppe vist, at maskiner kan se dit valg, før du træffer det bevidst. Det har vist sig, at det kan tage op til elleve sekunder, fra din hjerne kender valget, til du bevidst beslutter dig.

Svaret kan spores elleve sekunder på forhånd

For at lave undersøgelsen har en forskergruppe placeret testpersonerne i en MR-scanner. Her fik de målt aktiviteten i deres hjerne, før og mens de foretog et valg. Eksperimentets deltagere blev bedt om at vælge mellem et grønt og et rødt mønster.

Testpersonerne havde op til tyve sekunder til at foretage deres valg, og det skulle ske ved at trykke på en knap. MR-scanneren registrerede så, hvilke dele af testpersonernes hjerne der var aktive i tidsperioden. Mønstrene i hjernen blev analyseret ved hjælp af kunstig intelligens.

Maskinen var i stand til at forudsige, hvad eksperimentets deltagere valgte, elleve sekunder før beslutningen blev truffet bevidst. Det var ubevidste dele af hjernen, der signalerede valget, inden deltagerne bevidst besluttede sig.

Studiet er offentliggjort i Nature Scientific Reports.

Tidligere hjerneaktivitet kan udløse dit valg

Resultatet har sammenhæng med nogle ubevidste spor af tanker, som allerede kan findes i vores hjerner, når vi står over for et valg mellem to eller flere muligheder. Selv de valg, undersøgelsens deltagere blev bedt om at tænke grundigt over, kunne spores i de ubevidste dele af hjernen.

Det kan tyde på, at vi ikke har den samme kontrol over vores liv, som vi selv går og tror, mener forskerne. Resultatet antyder, at tidligere hjerneaktivitet udløser ens valg. Der er dog ingen garanti for, at alle vores valg er ufrivillige, men undersøgelsen viser, at visse mekanismer til at styre vores valg er tilgængelige.

Forskerne kunne ikke hver gang forudsige det korrekte valg. I bedste fald formåede maskinen at ramme rigtigt to ud af tre gange i undersøgelsen af mennesker. I forsøgende med rotter var maskinen i stand til at forudsige valget hele ni ud af ti gange.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here