Om blot få år kan du muligvis tage sydpå med familien uden at få dårlig samvittighed over at skade miljøet. Flyrejser kan nemlig potentielt blive CO2-neturale i fremtiden. Nature Energy vil sammen med Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Syddansk Universitet (SU) eksperimentere med at skabe brændstof til fly ud af biogas. Forskningsprojektet blev officielt påbegyndt den 1. marts.
Fra køkkenaffald til biogas
Fynskbaserede Nature Energy er landets største producent af grøn biogas. Energikoncernen råder over ni biogasanlæg rundt omkring i Danmark. Her udvindes der allerede nu biogas.
Nature Energy danner biogas ved at nedbryde organisk materiale. Blandt andet dansk madaffald og gylle samles ind rundt omkring i landet. Det bliver kværnet til biomasse og derefter overført til et af energikoncernens bioanlæg. Her udvindes gassen. Brændstof af biogas er altså et miljøbevidst alternativ til de nuværende løsninger.
Grønne flybrændstoffer
Der foregår allerede forsøg, som skal vise, om biogas kan bruges som brændstof til bestemte køretøjer såsom busser og lastbiler. Spørgsmålet er, om biogassen også vil kunne være til gavn for flyindustrien. Det er det, som det nystartede projekt den 1. marts kommer til at undersøge.
Projektet skal vise, om det lykkes Nature Energy med en fabrik, der muliggør flyvninger på biobrændsel. Formår energikoncernen at realisere deres ønske, kan verdens flyrejser blive grønnere fremover.
Forskningsprojektet får støtte fra SAS, Lego og Mærsk. Flyvirksomheden SAS har interesse i grønne flybrændstoffer. Legetøjskoncernen Lego håber, at metoden kan anvendes til Legoklodser af plastic uden brug af fossilt brændsel. Erhvervsvirksomheden Mærsk ønsker at nedbringe CO2-udslippet af virksomhedens transport.
Projektet af Nature Energy, DTU og SU forventes at lande om omkring fem år.