Snart kan kopivarer afsløres med mobilen

Mobil QR scanner

Du behøver ikke længere frygte, at din nyindkøbte Louis Vuitton-taske eller Gucci-bælte ikke er den ægte vare. To forskere fra Københavns Universitet har udviklet en ny teknologi, der kan afsløre, om du har fat i en kopivare. Ved hjælp af et unikt mønster kan du bruge din mobiltelefon til at tjekke, om din vare er forfalsket. Metoden er velegnet til hvad som helst. For eksempel accessoires, malerier, medicin og møbler.

Scan varen med mobilen

Det nye antikopi-system fungerer ved, at den enkelte vare fra en fabrik bliver udstyret med et kemisk fingeraftryk – et unikt mønster, der bliver registreret i en database. Det lille fingeraftryk består af gennemsigtig blæk med forskellige mikropartikler i.

Blækket kan sprayes på produkter af forskellige typer materialer. Hermed danner mikropartiklerne i det gennemsigtige blæk et unikt og tilfældigt mønster af prikker.

Ved at scanne fingeraftrykket med en app på din mobiltelefon kan du afsløre, om den pågældende vare er ægte eller ej. Appen er endnu ikke klar til brug, men forventes at være det næste år.

Tjek din medicin  

Mange vælger at købe medicin andetsteds end på nærmeste apotek, for eksempel via webshops. Det kan være for at spare penge på medicinen. At shoppe medicin online kan måske især være fristende for mennesker med kroniske sygdomme, der er afhængig af dyr medicin.

En risiko ved at købe medicin online kan være, at den tilsendte medicin ikke stemmer overens med den bestilte medicin. Derfor er det hensigtsmæssigt at kunne scanne sin medicin for at få bekræftet, at produktet er ægte.

Metoden er 100 procent sikker

Brugere af appen er sikret, at der ingen risiko er for, at to forskellige varer har ens fingeraftryk. Forskerne har netop testet systemet ved at gennemgå omkring 10.000 test. I nul procent af tilfældene var der gengangere i mønstrene.

Det er altså ikke muligt for producenter af falske produkter at lave et mønster, der svarer til mønsteret på et ægte produkt. Heller ikke selvom producenterne af kopivarer i princippet har mulighed for at lave fingeraftryk med antikopi-systemet.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here